BEST TE DOEN, DEENS LEZEN. LEES MAAR.

Et digt ved kisten

»Vi siger farvel til de døde på vegne af det samfund, der udstødte dem,« forklarer initiativtageren bag en hollandsk digtergruppe, som siden år 2002 har oplæst lyrik ved ensommes begravelser.

Af Sarah-Iben Almbjerg

Lørdag den 17. juni 2006

Alle har ret til en værdig død.
Sådan lyder tanken bag det lyriske netværk De Eenzame Uitvaart, som har sat sig for at skrive personlige digte til de mange ensomme hollændere, der dør uden nogen kontakt med tidligere venner eller slægtninge.
Teksterne bliver lavet på baggrund af de efterladtes ejendele og læses op ved kisten.

»Vi ønsker ikke, at noget menneske skal nedværdiges ved at blive bisat uden nogen tilstedeværende, der sørger over ens død. Vores digte giver de døde et nyt liv og en historie,« forklarer initiativtager Frank Starik, der dannede gruppen i 2002.
Idéen opstod, da han som officiel bypoet i Kroeningen blev bedt om at beskrive en drukneulykke i byens kanal. Siden har Frank Strarik deltaget ved 50 begravelser - drevet af lysten til at give lyrikken et socialt formål og tildele de glemte en sidste hæder.

»Vi bryster os af at leve i et civiliseret samfund, og der må det være på sin plads at tage ordentlig afsked med de personer, der forlader Jorden. Som begravelsesdigtere siger vi farvel til de døde på vegne af det samfund, der udstødte dem,« siger Frank Starik.

De Eenzame Uitvaart arbejder sammen med Amsterdams socialtjeneste, der selv kontakter digterne, når de står med et dødsfald uden pårørende. 250 gange om året må socialtjenesten tage affære. Heraf bliver 50 begravet, uden at myndighederne finder spor af familie eller venner.

I Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning er billedet det samme. Her må man 300 gange om året indrykke en lille notits i de store dagblade, som kan efterlyse pårørende til et menneske, som netop er afgået ved døden. Hvis ikke annoncen bliver besvaret, sørger den kommunale forvaltning for at lægge en buket på kisten.

»Ofte er bedemanden eller præsten til stede ved selve begravelsen, men hvis den afdøde f.eks. kommer fra et plejehjem, kan der også være ansatte herfra, der dukker op,« fortæller Michael Bruhns fra Sundhedsforvaltningen. Han understreger, at de ensomme afdøde kommer fra alle lag af samfundet. Fra den udstødte misbruger til den efterladte husmor. Og ved deres begravelse får alle den samme behandling.

»Præsterne forsøger som regel at kontakte nogle personer, som måtte have kendt den afdøde, så de kan sige noget, der er mere personligt,« siger Michael Bruhns, der aldrig har hørt om danske digtoplæsninger ved de ensommes kister.

Heller ikke lyriker Thomas Krogsbøl er faldet over konceptet, som han sammenligner med Øksnehallens udstilling »This Could Be Yours«. Her blev glemte ting fra Hittegodskontoret kædet sammen med en tekst, som digtere, journalister eller andre havde forfattet om dem.

Thomas Krogsbøl skrev om et nylontelt. »Det var en meget sjov leg, fordi den lod tingene være udgangspunktet for teksten. Normalt går man jo den anden vej,« siger Thomas Krogsbøl, der kalder De Eenzame Uitvaart for et »sympatisk initiativ«.
Michael Bruhns er enig. »Det er da en fin idé, men i de tilfælde, hvor der ikke er nogle pårørende, kan der ikke være meget at sige. Det ville måske være mere relevant at læse op ved en begravelse, hvor der faktisk sad nogen i kirken,« mener Michael Bruhns.




+